Da jeg var lille fortalte min far utallige godnathistorier om sin jordomrejse. “Dengang jeg var ung i Indonesien, dengang vi sov under åben himmel i ørkenen, dengang vi var ved at køre galt i en bus i bjergene…” Det skabte de vildeste billeder inde i mit hoved, og den dag i dag står de stadig klokkeklart for mig. Det plantede et frø inde i lille Sofia, der desperat selv ville ud og finde de historier. Mine egne historier. 

Jeg mener – kender du ikke følelsen af, at have oplevet noget helt fantastisk, ubeskriveligt, uhyggeligt eller skørt, som du bare ikke kan vente med at fortælle til dine venner og nærmeste? De historier man fortæller igen og igen. De historier man kramper sammen af grin af. Eller dem hvor man tænker “godt vi overlevede;)”. 

Det skaber samvær, fællesskab og en følelse af hjem, når vi deler vores historier og minder med dem, vi holder af. Og er det ikke også derfor vi begiver os ud i verden? For at få en masse oplevelser, venskaber fra hele verden, minder, nye perspektiver – og historier. 

Det er det i hvert fald for mig. Når jeg rejser, kan det næsten ikke blive vildt nok. Når jeg er gammel, så skal jeg sidde og tænke tilbage og sige jeg gjorde det hele. Jeg havde det sjovt. Jeg tog en masse chancer og nogen af dem gik ad helvedes til, men de andre gav mig oplevelser for livet. Historier for livet. 

Med det sagt, så velkommen til min rejseblog